nyårshångel givetvis

by soendag

Kan du huske da vi var atten og det var nytårsaften og vi var til to fester lige ved siden af hinanden, hvilket var ret sært, fordi det var i charlottenlund og der kom vi ellers aldrig. Klokken  var måske lidt over et og vi løb ud til hinanden uden overtøj og satte os på en bænk. Vi var selvfølgelig helt vildt fulde, og pludseligt lænede du ansigtet ind mod mig og kyssede mig på halsen. Dine læber brændte mod min krop, vi rystede i kulden og sådan helt uden videre holdt vi om hinanden og kyssede som så mange gange før. Det undrede mig, for vi (altså du) havde aftalt at sådan skulle det ikke længere være og desuden var jeg jo sammen med Alexander, så jeg skubbede dig væk og sagde du var en idiot. Så skændtes vi og jeg græd og du sagde at jeg ikke var sjov længere.
Da jeg kom tilbage til festen var de andre selvfølgelig forsvundet, for det var et stort sted og musikken var høj og der var mørkt. Jeg løb ind i Kasper der lagde armen om mig og spurgte hvad der var i vejen, så græd jeg hans skjorte våd og han løftede min hage og kyssede mig på munden. “Det skal jeg nok gå” sagde han og det eneste jeg kunne tænke var at jeg ville gøre dig jaloux. Så jeg kyssede med ham, hvilket var helt tåbeligt af hundrede forskellige årsager og da det endelig var gået op for mig løb jeg ud i garderoben, satte mig under jakkerne, ringede til Alexander og græd og græd og græd.