OH, DON’T MENTION LOVE. I’D HATE THE STRAIN OF THE PAIN AGAIN.

by soendag

Man kan standse ved alle lyskryds og gadehjørner for at kysse på øjenlågene, panden, nakken og munden. Gå med armen om hinanden og gå så tæt at man kan dufte hele aftenen i hans hår.  man kan falde sammen i en seng og hjælpe hinanden ud af tøjet, kysse hinanden alle steder og køre hænderne ned langs nakken, skulderbladene, ryggen. Man kan kysse med lukkede øjne og lytte til hjertebanken, tælle skønhedspletter og fortælle om ar. Og man kan vågne op med hovedet mod hans bryst og rummet dufter kvalmt og sødt af i går, og pludseligt slår han øjnene op og man kan fortsætte med at kysse, som om det var det eneste der var vigtigt at foretage sig.

Men pludseligt bliver det anderledes, bare sådan uden videre. På grund af meget få ord: “jeg kommer til at savne dig”, eller “du gør mig glad”. Så handler det pludseligt ikke længere om åndedrag, kraveben, ribben og uredte senge. Så handler det om følelser, og det var jo dem man i første omgang prøvede at undgå.