I want a boy who’s so drunk he doesn’t talk.

by soendag

Da jeg var sytten og atten, skrev jeg mest i min dagbog om mørkhårede drenge, hvis nakker duftede af cigaretter og parfume. Det er okay at gå i seng med flotte drenge, selvom de måske ikke er så søde, skrev jeg – så det gjorde jeg. Jeg skrev også at det fineste i verden var fredagsforelskelser, også selvom man en gang imellem måtte liste ud af lejligheden den følgende morgen, uden han vågnede. Nogen gange vågnede han, så kunne det være man havde sex igen, eller måske lavede han en kop kaffe, eller noget andet der i øjeblikket føltes som det helt rigtige (botanisk have, amager strand, biografer), men en gang imellem var man så nervøs, eller stadig fuld og så ville man egentlig bare gerne hjem. Selvom jeg måske var ked af det, det meste af den tid, skrev jeg at det sjældent var på grund af mørkhårede drenge i røgfyldte lokaler. Pånær, selvfølgelig, når man forelskede sig i dem, det var farligt og skulle for alt i verden undgås.

Jeg holder stadig ved det fine i fredagsforelskelser og at sex ikke nødvendigvis er forbeholdt det elskende folk, men jeg forstår nu præcis alle grunde der var til at jeg følte mig så ulykkelig.